Søndagstanker

  • Vi var til bryllup i går. Det var så gennemført elegant og fantastisk, at jeg stadig er helt høj af kærlighed. Brudeparret blev gift på rådhuset for 6 år siden og lovede allerede dengang hinanden et kirkebryllup og en stor fest. Det hele var så romantisk og Nat og jeg blev grebet af stemningen og begyndte at snakke om, at gøre noget lignende selv. Vi blev gift på rådhuset, mens jeg ventede Eva og holdt en lille utraditionel fest, som dog alligevel kom til at indeholde både bryllupskage og brudevals. Jeg har ikke noget stort ønske om et kirkebryllup. Det kunne ligeså godt være en strand eller i Las Vegas for den sags skyld. Men tanken om at forny vores løfter en dag er ikke fjern.

 

  • Jeg har nærmest ikke åbnet en bog siden Eva blev født. I hvert fald ikke end børnebøger, rejsebøger, kogebøger og bøger om børnemad og børneopdragelse. Men i vores ferie fik jeg læst ‘Folkets Skønhed’ af Merete Pryds Helle. Fantastisk bog, som har givet mig læselysten tilbage. Jeg tvivler på, at jeg når 1-2 romaner om ugen, som før jeg fik børn, men lidt har også ret, ik? Jeg har i hvert fald savnet at læse. Den næste på listen er ‘Hvor der er fugle’ af Maren Uthaug. Jeg elsker hendes blog, så jeg har store forventninger til bogen.

Søndagstanker

  • Jeg har fået en hel pose rødbeder af min mor, så den kommende uge skal der laves mad med rødbeder. Jeg har aldrig rigtigt lavet mad med rødbeder, bortset fra at vi bruger dem i vores juicer, så det skal blive spændende at finde på nogle retter, hvor de indgår. Min søster gav mig idéen til syltede rødbeder med peberrod, så det vil jeg også forsøge mig med.

 

  • Pigerne skulle sove i telt for første gang i fredags. Det var sammen med min søster i mine forældres have. Sikken et cirkus og ret komisk indtil klokken var så langt over vores allesammens sengetid, at de blev sendt indenfor for at sove. Jeg tror vi venter til næste år med en evt. teltferie.

 

  • Nat og jeg var i biografen i sidste uge. Vi så ‘Dunkirk’, som handler om en episode fra Anden Verdenskrig, hvor engelske og franske soldater er omringet på en strand i Frankrig og bliver reddet af civile briter. Filmen er ret anderledes fortalt og lidt forvirrende, indtil man finder ud af hvordan tidsforløbet er. Men den er værd at se, hvis man mangler en anledning til at komme i biografen.

 

  • Siden vi fik renoveret stueetagen i vores hus og havde alle vores ting opbevaret i garagen, har det nærmest været uoverskueligt at få organiseret vores ting derude. Det flyder og der skal ryddes op. Det er især pigernes tøj, legetøj og babyudstyr der skal sorteres og sættes til salg/gives væk. Så er efterårsplanerne på plads!

Søndagstanker

Malene

3 comments on “Søndagstanker #1”

  1. Lidt har helt sikkert ret – især når det kommer til læsning! Sejt, at du er kommet igang igen. Jeg kastede mig selv (frådende) over Folkets Skønhed, men jeg har desværre ingen rosende ord om denne ellers meget anmelderroste bog. Jeg blev mere end almindeligt irriteret på hovedpersonen, men måske er der et eller andet jeg har misforstået… Det er mere end sandsynligt:-)

    • Du har helt ret. Hun er ikke så likeable hen imod slutningen, men det også svært at lave om på en virkelig person. Til gengæld var jeg vild med kontrasterne. Det var som om der var gået 100 år efter flytningen. Sikken en forskel på by/land, rig/fattig.

  2. Ja, virkelige personer kan være vanskelige at ændre på – ikke bare dem på skrift:-). Jeg medgiver at kontrasterne mellem eksempelvis by/land og rig/fattig er velskrevet og ikke mindst tankevækkende – både i en historisk og nutidig kontekst. Jeg ser frem til at læse dig anmeldelse af ‘Hvor der er fugle’ af Maren Uthaug. Måske det også skulle være mit næste bogprojekt …

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.