Glæder

I september starter hverdagen for alvor igen. Efter en sommer hvor, ihvertfald pigerne, har haft en del ferie og blandede oplevelser, starter vi nu op på fritidsaktiviteter. I år skal de for første gang gå til hele to ting. Hvis det stod til Eva var der nok 5-6 ting på programmet. Jeg synes nu at to ting er rigeligt i deres alder. Sidste år gik Eva til dans og Lea fik lov til at danse med et par gange. Dog ikke til opvisningen og det skabte en mindre krise hos Lea. I skal de begge danse og endda på samme hold. Det bliver så skønt.

Derudover skal de gå til svømning. Det har været rigtig svært at finde hold, som lå nogenlunde samtidig og på et tidspunkt, hvor vi kan være to voksne med. Jeg følte mig derfor ret heldig, da jeg fik booket ledige hold søndag aften. Jeg har meldt Eva på et begynderhold kl 17.30 og forældre/barn-hold til Lea kl 18.00. Perfekt! Indtil jeg fandt ud af, at det var i to forskellige svømmehaller. Så tager vi også det med…

I næste uge har Nat fødselsdag og jeg glæder mig til at fejre ham. Det er ekstra specielt at have fødselsdag, når man har små børn. Ihvertfald hjemme hos os. Det er helt umuligt at nedtone sin egen fødselsdag som voksen, for pigerne kræver at der bliver fejret til den helt store guldmedalje. Og de hjælper selv ret godt med til fejringen. De er begyndt at snakke om hvordan og hvornår vi skal pynte op og hvad de skal lave til mad på sengen.

Eva skal deltage i Strong Viking Familieløb sammen med moster. Det bliver så sjovt. Hun glæder sig helt vildt og er for længst begyndt at træne. På sin helt egen måde naturligvis. Hun spurter pludselig gennem stuen, når hun lige kommer i tanke om at hun skal træne og så øver hun sig på armbøjninger og kolbøtter. Hun skal nok vinde det ræs.

September byder også på naturoplevelser. Den 10. september er det Naturens Dag og det skal vi have markeret. På en eller anden måde. Jeg er stadig ved at finde ud af hvilke arrangementer der er i vores lokalområde, som vi kan deltage i. Og så er der økologiske høstmarkeder rundt omkring i landet denne weekend. Jeg håber på at vi kan komme afsted på søndag.

Malene

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.