Sofie fra sofieskruseduller.dk har den fineste blog med flotte tegninger og malerier. Hun skriver om hverdagens øjeblikke som alenemor/delemor med to små børn. I dag deler hun en historie fra årets netop overståede halloween her hos mig. Når du har læst det, kan jeg anbefale at hoppe over på Sofies blog og se alle de fine tegninger og malerier.

Sofies kruseduller

Kyklop eller Buddha?

Halloween er nu vel overstået og heldigvis ramte årets første omgangssyge os først her i weekenden – få dage efter den store dag.

Min søn Atle på 5 år eeelsker halloween. Det kombinerer hans to store interesser; monstre og det at klæde sig ud. Han glæder sig nærmest mere til halloween end til jul. ”Mor, hvornår er det halloween?” spurgte han første gang i august. ”Åh skat, der er længe til”, måtte jeg skuffe ham. ”Mor, hvornår er det halloween?” Nu nærmer vi os… ”Mor, hvornår er det halloween?” Nu er det lige om lidt…

Heldigvis dukker græskarene op i butikkerne i god tid, så vi har efterhånden gjort det til en tradition at skære græskar i efterårsferien. Det er sjovt og noget værre griseri. Atle og Albertes små arme graver alt det fri, som jeg får skrabet løs. Med tuscher tegner de ansigter, der skal skæres ud, og jeg må insistere kraftigt på, at det altså kun er voksne, der styrer kniven – og alligevel ender det med, at de får lov til at holde med… For sådan skal det være… Man skal være med til at vække sit eget græskarmonster til live. Bagefter rister vi kernerne og sætter monstrene op i vindueskarmen. Når mørket falder på, sætter vi lys i dem, og så er det tid til for alvor at nyde vores værk og grine af deres sjove ansigter.

At skære græskar gør ventetiden udholdelig for Atle, men der går alligevel ikke længe før han igen spørger ”Mor, hvornår er det halloween?” Og jeg kan endelig svare; ”Det er det nu. I aften må vi gå rundt og sige slik eller ballade og i morgen må i komme udklædt i børnehaven.”

Atle har utrolig meget klædudtøj, men ikke noget, der er decideret uhyggeligt… ingen screammaske, skelletdragt eller spøgelsesuniform. I år var han imidlertid blevet så stor, at han gerne ville være noget uhyggeligt… han lod sig ikke spise af med mit forslag om at hoppe i kanindragten, klæde sig ud som ironman eller tage dragetøjet på… Der skulle noget andet til.

Derfor gik vi en tur op til vores lokale genbrug for at se, om de havde et eller andet liggende. Det havde de desværre ikke. Atle var lidt skuffet, indtil han opdagede en sørøverklap. Den var heller ikke så uhyggelig, men det kunne den blive, hvis vi malede den. Så den snuppede vi. Glade traskede børnene afsted på vejen hjem med hver deres klap for øjet – heldigvis havde de to – og Alberte med endnu et forvasket tøjdyr under armen. Hun forbarmer sig altid over de mest forhutlede, og jeg synes det er lidt sødt med al den kærlighed hun giver dem, så jeg smider gerne en femmer i ny og næ, for at hun kan få endnu en bamse til samlingen. De har det godt hos hende.

Da vi kom hjem blev vi enige om at male et øje på klappen, så Atle kunne have et tredje øje i panden. Det ville være virkelig uhyggeligt og monsteragtigt, og han kombinerede det på fineste vis med sin troldenæse og sin spidermandragt.

Turen rundt til de nærmeste huse for at sige slik eller ballade var et kæmpehit. Atle førte ordet og Alberte fulgte efter i sin kanindragt, der for hende stadig var perfekt til lejligheden. ”Det var hyggeligt at møde dem, mor” sagde hun hver gang vi forlod en dør, og hun kunne glæde sig over endnu en slikkepind.

Næste dag kunne jeg aflevere en glad og spændt spiderman-trolde-kyklop til halloween i børnehaven og på vej derfra, spekulerede jeg lidt over det med det tredje øje. Det var Atles far, der smed ordet kyklop ind i billedet, da han var på besøg hos os og med ude og sige slik eller ballade… selv havde jeg talt med Atle om, at det kunne være et øje, der kunne se alt… altså en særlig egenskab. Men hvad er det nu lige en kyklop er og hvordan er det nu med det tredje øje? I virkeligheden har de to ting intet med hinanden at gøre – tvært imod.

En kyklop er etuciviliseret væsen med kun ét øje. Kykloperne er elsket af guderne, der sørger for at deres jord altid er frodig så de ikke behøves at arbejde. De kaldes kaosmagtere.

Det tredje øje er det øje, Buddha får, da han gennem meditation når til den fuldstændige oplysning. Det tredje øje er centrum af visdom og intuition og siges at være indgangen til den åndelige verden.

Nu var det en ren tilfældighed, at Atle endte med et tredje øje i panden til halloween, men på en eller anden måde giver det alligevel rigtig god mening – hvad end det gjorde ham til en kyklop eller gav ham en særlig egenskab… For Atle magter kaos. Mine børn magter kaos. På utrolig uciviliceret vis, kan de i løbet af nul komma fem forvandle vores hjem til en slagmark. Alt legetøj skal rodes ud, saftevand bliver væltet i legen, Atle kan med en saks makulere et stykke papir på ingen tid og Alberte spiser gerne smørret direkte fra pakken, hvis hun får lov – og også hvis hun ikke får lov. Det er hårdt og konstant arbejde at være alene/delemor til to kaosmagtere, men jeg elsker dem. Ubetinget. Og indimellem er der slet ikke så meget kaos. Indimellem kommer de vises ord. Set fra et børneperspektiv kan verden være så enkel og ukompliceret. Der er ingen forudantagelser… ingen forhåndsviden om hvad der er rigtigt eller forkert, hvad man må sige eller ikke sige… de gør bare… de spørger bare… de siger bare… Gør af lyst, spørger af nysgerrighed og siger fra hjertet. I det ligger en visdom, jeg synes er større end noget andet.

Som voksen kan man nemt lade sig styre at frygten – jeg kan i hvert fald. Frygten for at træffe et forkert valg, frygten for at sige sin mening og blive fravalgt og være alene og frygten for at gøre noget forkert, der gør nogen kede af det. På den måde kan man ende med at tænke utrolig meget over alle sine handlinger – så meget, at man til sidst ikke længere er autentisk og ærlig over for sig selv. Det er sket utrolig mange gange for mig i mit liv. Men jeg er blevet opmærksom på det. Gør hver dag hvad jeg kan for at ændre det. Og her er mine børn en stor inspiration.

For dem er jeg meget taknemmelig. Så tak til Alberte og tak til Atle – min kyklop, min Buddha, der allerede nu har spurgt ”Mor, hvornår er det fastelavn?”

Malene

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.