Hej, jeg hedder Martin Albertsen – og jeg har fået lov til at skrive et indlæg her på heltoptilmaanen.dk, men inden vi kommer så langt, vil jeg lige fortælle kort om mig selv og min familie. Min familie består af min kæreste, Sarah, mig og vores datter, Sally, der lige er fyldt 2 år. Vi bor sammen i Hillerød, en halv times kørsel fra København. Indlægget her kommer til at handle om Sallys første rigtige udenlandsrejse – vores tur til Gardasøen i Italien i sommers.

Hvis du gerne vil læse mere om mig eller se, hvad jeg ellers skriver om, så kan du besøge Romantikeren.dk som er Danmarks største hjemmeside med inspiration til parforholdet. Udover Romantikeren.dk så har jeg også gjort det muligt at sende gratis feriepostkort (og hundredevis af andre kort på HilsenMig.dk.

Gardasøen

Sarah og jeg har altid rejst på kør-selv-ferie til Sydeuropa med vores respektive familier, da vi var børn, så det var oplagt at Sallys første ferie også skulle gå sydpå i en bil.

Vi havde på forhånd gruet lidt ved den lange køretur, men det skulle vise sig at blive den mindste af vores bekymringer. Turen derned gik nemlig over al forventning og den eneste udfordring kom, da vi måtte køre til langt ud på natten med en vågen og ”lettere” utilfreds pige på bagsædet, fordi alle motorvejsmotellerne havde lukket. Til sidst fandt vi dog et sted at holde ind, så vi kunne få noget tiltrængt søvn og ro for natten.

Ruten gik fra Hillerød, ned til Gedser og så ellers et godt stykke tid ned gennem Europa før vi havde vores første overnatning. Vi havde på forhånd valgt at holde et par dages ferie i Østrig ved den hyggelige tyrolerby – Pertisau – der ligger lige ved Achensee. Vi klarede turen derned med en enkelt overnatning, så det var nogle lange kørestræk, men Sally klarede det imponerende flot. Hun sad for det meste på bagsædet alene og blev underholdt af lidt fællessang, oplæsning eller nogle film som vi havde hentet ned på vores iPad hjemmefra.

Pertisau ved Achensee ligger fantastisk flot lige ned til den store sø som et omkranset af høje, imponerende bjerge til alle sider. Et perfekt sted for os der godt kan lide at komme ud og vandre, men de mange bjerge betyder desværre også, at vejret er temmelig omskifteligt. Da vi besøgte Pertisau første gang for nogle år siden, var vi heldige med vejret, men denne sommer var heldet brugt op, så vi afkortede lidt af vores ferie i Østrig og begav os mod Italien hvor vejret på denne årstid, stort set altid er godt.

Fra Pertisau til Gardasøen er der kun en mindre køretur på 4-5 timer og det gør et lille holdt i Østrig på vejen til Italien til et oplagt hvil et par dage eller tre.

Gardasøen

Vi havde på forhånd booket en mobile home på en campingplads ved Gardasøen, hvor vi skulle tilbringe to uger. Den første uge kom Sarahs mor, søster og veninde derned og den anden og sidste uge havde vi for os selv. Da vi afkortede vores miniferie i Østrig med et par dage, så fandt vi på vej ned til Gardasøen en anden campingplads. Campingpladsen hedder La Rocca og ligger i gåafstand til byen Garda.

Vi har besøgt La Rocca tidligere, og det var ikke blevet mindre smukt. Selve pladsen er meget kuperet og med direkte adgang til stranden. Pladserne har oliventræer og smukke blomster, der er med til at gøre pladsen rigtig hyggelig. Der er også en fin lille restaurant og købmand til det mest nødvendige. Vi har en tradition med, at Sarah går ned og køber morgenmad hos den pågældende campingplads´ købmand, mens jeg gør morgenbordet klar sammen med Sally. Det er bare ekstra hyggeligt med frisk frugt og brød, mens man kigger udover Gardasøen og bjergene i baggrunden.

Pladsen er lidt mindre og hyggeligere end de mange andre virkelig store pladser der ligger langs Gardasøen. Poolen er også mindre, men med en god vandrutsjebane, som Sally kunne prøve med en af os. Der er underholdning for børnene om eftermiddagen og aftenen, men her var Sally dog stadig for lille.

Byen Garda er en fin by med smalle hyggelige gader, hvor man kan købe lidt af hvert. Der er små restauranter, cafeer og isboder. Der er både restauranter langs søen og inde i de smalle gader. Det er hyggeligt, men også dyrt og lidt besværligt at gå ud og spise hver dag og efter nogle dage med den samme type med, så bliver man også lidt træt af det. Derfor jeg vil anbefale, at man medbringer en grill eller wok, så man kan lave god mad på campingpladsen.

Om aftenen, når Sally var blevet puttet, fandt vi øl, frugt, slik, kortspil og vores lille højtaler frem. Man er tvunget væk fra Netflix serier og dårlige film på TV3, og der er bare en helt anden stemning med kortspil og god musik i baggrunden. Man får talt om andre ting i en ellers travl hverdag, og man nyder bare tingene lidt mere.

Gardasøen

Efter et par dejligt afslappende dage på vores midlertidige campingplads tog vi videre til vores mere permanente opholdssted for vores ferie.

Vi skulle nu bo på Camping Spiaggia d’oro, som ligger i gåafstand fra den meget hyggelige by, Lazise.

De første par dage gik rigtig godt. Sally badede, spillede bold og nød at der hele tiden var voksne omkring hende som gerne ville lege. Pladsen er meget stor, og har alt hvad en børnefamilie behøver. Der er et stort poolområde, hvor der er en god børnepool med rutsjebane, hvor Sally kunne bunde og derfor kunne opholde sig længe. Sarah og hendes søster er nogle rigtige vandhunde og havde stor glæde af ”voksen” poolen med tre lange og gode vandrutsjebaner. Der er vandaerobic, yoga, disko om aften og forskellige musicals. Der er flere restauranter på pladsen, som serverer udmærket mad.

Gardaland ligger 5-10 min. kørsel derfra, og hvis man er til forlystelsesparker, skal man klart bruge en dag her. Det kan på nogle måder sammenlignes med tivoli, og alligevel ikke. Der er rutsjebaner og andre forlystelser som man ser i Tivoli, men det er meget større. Det er flot lavet og forlystelserne går fra helt små børneforlystelser i en lille ”børneby”, til de vildeste rutsjebaner, der bestemt ikke er for børn. Der er teaterforestillinger og danseforestillinger, både for børn og voksne, som alt sammen er med i prisen. Man får meget for pengene, og det koster cirka 200 at komme ind.

Vi havde som sagt Sarahs mor, søster og veninde med, og Sarahs mor var så sød at sidde med en bog og strikketøj ved Sallys klapvogn mens hun sov sin middagslur. Vi andre nåede rundt og prøve det meste, da vi tilsyneladende havde valgt en god dag at komme på, uden lange køer. Sidste gang vi var der, var der heller ikke lang kø ved forlystelserne.

Det tager 15-20 min at gå ind til Lazise, som er hele turen værd – og gerne flere gange. En utrolig hyggelig og autentisk by, der er omkredset af en mur og som ligger utrolig smukt ud til Gardasøen. Hvis man kan vente til efter den varmeste tid, er det klart at anbefale, da man går midt i solen langs stranden. Det er ikke det sjoveste med et barn på to år, og forældre der er ved at smelte væk i varme.

Gardasøen

Apropos varme. Man skal overveje hvornår man tager til Italien, især hvis man har små børn med. Det kan gøre ferien rigtig hård, når det er 37 grader de fleste dage, som vi oplevede. Man kan næsten ikke lave andet end at bade. Det er samtidig svært at sove middagslur. Vi var af sted i slut Juni, start juli og det er umiddelbart for varmt med små børn.

Når man er en lille pige så gør de mange oplevelser, varmen og alle de mange mennesker stort indtryk og når der samtidigt er et par nye tænder på vej, var den efterfølgende uge en ”anelse” hårdere end forventet. Sally blev temmelig utilfreds om dagen og der skulle ikke meget modgang til at slå hende ud af kurs.

Da hun var baby var hun en af dem, der sov meget dårligt om natten og det oplevede vi desværre igen dernede. Forskellen var bare, at hun nu skreg når hun vågnede om natten. Hun var nærmest utrøstelig, så det endte med at Sarah måtte gå med hende i et par timer hver nat, før hun omsider faldt til ro. Hvis vi havde været derhjemme, så havde det været nemmere at tackle, men alle der har boet i et mobile home på en campingplads ved, at de papirtynde vægge ikke holder meget lyd ude og det betød, at vi generede alle omkring os.

Lad mig bare sige det sådan, at vi var temmelig pressede og det blev ikke bedre af, at der var en mand der flere gange kom ned og brokkede sig. Som om vi synes det var sjovt at være vågen halvdelen af natten med en skrigende og ulykkelig pige..

Det er derfor vigtigt at sørge for ikke at tage af sted i de varmeste måneder og være opmærksom på, hvilken type overnatning man vælger. Der skal være mulighed for at afkøle rummene og der skal være plads til hele familien, uden det bliver for klemt. Man skal have en god klapvogn, så man kan komme ud og gå nogle ture. En køretur engang i mellem, kan også være en mulighed for at få lidt ro i hovedet.

Derudover er en iPad nærmest uundværlig i de svære tider. Download børnenes yndlingsfilm/serier. Tegnepapir, spil og bøger, kan være gode at have med, til at sidde inde i et afkølet rum og pusle med.

Campingpladsen var fin og har alt hvad man behøver, men for os var to uger for lang tid. Næste gang bliver det en mindre og mere hyggelig plads, ala den første vi besøgte.

Eneste kritikpunkt var campingpladsens store strandfest om torsdagen, som de afsluttede med et stort fyrværkerishow kl. 23-24 om natten. Det virkede helt absurd, når det er familiecamping med små børn. Men det var et hit hos alle de ældre børn!

Turen hjem gik ikke helt så godt som derned, men stadig langt bedre end vi havde forventet på forhånd. Vi havde en enkelt overnatning i Tyskland, men kørte ellers hjem i et stræk.

Da jeg mødte ind på arbejdet nogle dage senere, føltes det ikke som om, at jeg havde haft ferie. Det havde været en hård omgang, men heldigvis havde der også været mange gode oplevelser undervejs. Alle de bekymringer vi havde haft inden afrejsen, holdt ikke stik. Til gengæld kom der en masse andre udfordringer, men sådan et livet som småbørns forældre nok generelt.

Gardasøen

Der er ikke to ferier der er ens og vi skal alle sammen lærer hvordan man rejser som en familie. Det er noget helt andet med børn – både hårdere, men på mange måder også bedre, da man får en helt anden oplevelse, når man er afsted som en familie.

Her er nogle tips til jeres kør-selv-ferie til Gardasøen med børn:

  1. Find et par motorvejshoteller på jeres vej ned gennem Tyskland og husk, at der kan være langt mellem dem og at hotellerne der ligger et par kilometer væk fra motorvejen som regel ikke har åbent til mere end 22.
  2. Husk kiks, juice og hvad jeres barn ellers kan lide,
  3. Medbring en iPad eller lignende med en masse film og små spil
  4. Det er forholdsvist nemt at pakke en bil til to voksne, men når der skal et barn med, så bliver alt bare mere besværligt. Sørg for at have en taske med skiftetøj, mad og legetøj inde i bilen og sørg for at ligge alle andre vigtige ting så tæt på baggagerumsåbningen som muligt. Det er virkeligt træls at skulle have alt ud, fordi de vigtige ting ligger inderst 😉
  5. Husk også jer selv, et godt blad, en god bog, god musik i ørnene og snacks, mad og drikke som kan holde jer kørende.
  6. Hold en miniferie i Østrig eller Sydtyskland på vej derned. Vejret er svigende, men der er fantastisk smukt og det er oplagt at strække benene et par dage, inden I begiver jer videre.
  7. Hold så mange pauser I har brug for, lad være med at køre så længe, at alle er dødtrætte og har ondt alle steder.
  8. Kør om natten, når I skal igennem tyskland, hvis I har mulighed for det. Det går meget nemmere og hurtigere, når I ikke skal bruge flere timer på kø-kørsel
  9. Overvej tidspunkterne I kører på, så I ikke er ved de største byer (Hamborg, Berlin, München) i den værste myldertrafik.

Ved Gardasøen kan vi varmt anbefale:

  1. At besøge Gardaland hvor der er mange sjove forlystelser og god stemning. Sally tog sin lange middagslur mens vi var derinde, så vi kunne tonse rundt og prøve de mange sjove forlystelser, mens Sallys mormor passede på hende, liggende på en bænk
  2. Vi har besøgt mange hyggelige byer ned til Gardasøen, men vores klare favorit er Lazise. På den her ferie boede vi på Camping Spiaggia d’oro. Det er en kæmpe campingplads i gåafstand til Lazise og det er fedt at kunne gå derind hver aften, spise lækker italiensk is og bare nyde den herlige feriestemning.
  3. Garda er en fin og hyggelig by, der også er et besøg værd.
  4. Camping La Rocca er lidt mindre end de ellers meget store pladser der ligger omkring Gardasøen, men for os er det positivt med en mindre og mere intim stemning og en kuperet plads, med den smukkeste udsigt over søen.
  5. Lej en cykelbåd og ”cykel” med familien ud på søen og hop i fra båden.
  6. Italiensk is er altså det bedste, så det skal afprøves – helst hver dag, og gerne forskellige steder.
  7. Et af de mest imponerende steder ved Gardasøen skulle efter signede være ved Parco Rocca Manerba, hvor man kan opleve den smukke panoramaudsigt ud over søen og kysterne omkring.
  8. Byen Saló er byen med den længste havnepromenade ved Gardasøen, hvor der lørdag formiddag bliver afholdt et af de største markeder. Sørg for at have godt med drikkevare med, da det ofte er meget varmt
  9. Byen Malcesine besøgte vi for nogle år siden, og den er klart et besøg værd. Byen ligger for foden af det 2218 meter høje bjerg Monte Baldo. Man kan herfra tage en kabelvogn til toppen. Gaderne er hyggelige med skæve brosten og gode restauranter. Slottet Castello Scaligero ligger i byen, og er ligeledes et besøg værd.

 

Rigtig god tur til Gardasøen!

Malene

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.