Dagen indlæg er skrevet af Joanna, som sammen med sin mand og to børn er flyttet til Dubai. På sin blog eventyrisandet skriver hun om livet i Dubai og om de rejser som familien tager på. 

eventyrisandet

Jeg sidder foran Mac’en ved spisebordet i Trekroner. I en fremmed families hjem. Her betyder hjem i den snævre forstand bolig – et opholdssted eller samlingssted for en familie. Både børn og mand er krøbet til køjs, men ikke jeg. Tanker holder mig vågen. Vi er rejst nordpå – hjem – for at tilbringe jul og nytår i Danmark. Vores hjemland. I den brede betydning det sted, hvor et menneske har haft et længere varigt ophold eller stammer fra. I Danmark er både Janus og jeg født og opvokset, lige så vores forældre og deres forældre. Her har vores barndomsminder rod og vores ungdomsliv spiret. Her tog vi vores første spæde skridt ind i voksenlivet blandt andet indeholdende uddannelse, job, børn og ægteskab. Her følte vi os hjemme i vores landsmænds sprog, vaner, udtryk og reaktioner – uanset om vores hjem var på Amager, i Ørestaden eller Aalborg. Jeg har altid elsket årstidernes skiften, foretrukket cyklen som transportmiddel og følt mig som en heldig kartoffel for at være født i et land med demokrati. Nu bor vi på tredje år i et muslimsk land i Mellemøsten og kalder det vores hjem. I den snævre forstands betydning. For Janus og jeg. For L og M – vores børn – er Dubai mere end bare det sted, hvor vi bor. I Dubai kender de skyggerne omkring deres seng og ved, at de er harmløse. De er vant til den ekstreme varme, de daglige bønnekald fra minerater, og at engelsk er det sprog, der tales af alle. Dubai er deres hjem. Netop derfor er det vigtigt for os at rejse til Danmark så ofte, som vi har mulighed for. L og M skal ikke vokse op uden leverpostej med syltet rødbede, heldagsregn og ironi. De skal føle sig hjemme i – eller i det mindste have det godt med – deres moderland, når vi kommer her. Deres fremtid er ikke i Dubai, selvom det er det land, de pt. har levet længst tid i. Min mand, Janus er flyveleder og tilbage i januar 2015 fik han job i Dubai. Vores fremtid i ørkenstaten er ukendt, da Janus ikke fik orlov fra sit job i Aalborg og derfor var nødt til at sige op. Det giver os en stor frihed, som på en gang sætter os fri og samtidig tynger os ned. Vi kan ikke tvinges hjem af en kontrakt, som potentielt udløber på et tidspunkt, hvor vi ikke har lyst til at flytte. Omvendt kan vi først komme hjem, når Janus kan få et job i Danmark. Det er der ingen garantier for, hvornår han kan, og vi kan derfor ende med at stå i en situation, hvor vi gerne vil hjem, men der ikke er et job. Lidt angstprovokerende. Der findes dog andre løsninger, og dem har vi selvfølgelig talt om og lagret i baghovedet, hvis sidste scenarie skulle blive til virkelighed.

Her i juleferien har vi byttet hjem med en dansk familie. De bor og holder ferie i vores hus i Dubai, og vi låner deres villa i Trekroner. I fremmedes hjem føler vi os mere hjemme end på et hotel. Vi har stue, køkken og der er legetøj til L og M. Og det ”koster” os kun at låne vores egen bolig ud. Men når det er skrevet, så er hotelværelser næppe fremmede for vores børn, da vi – så længe vi bor i Dubai – rejser mest muligt. I sandkassen møder vi forskellige kulturer i vores dagligdag – på skole og arbejde – knytter venskaber på tværs af nationaliteter og udvikler vores engelske kundskaber. Det har avlet en lyst til at rejse og med kun én fultidsarbejdende voksen i familien er der ikke meget koordinering at foretage i feriekalenderen og derfor mulighed for at udforske landene omkring os. Sidst fløj vi østpå og tilbragte efterårsferien i Singapore, og til februar strammer vi snowboardets bindinger i Libanon.

Malene

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.