i 2016 lavede kunstneren Thomas Dambo et projekt for Vestegnens Kulturuge. Projektet består af 6 kæmper bygget af genbrugstræ, som er godt gemt på forskellige steder på Københavns Vestegn. Med projektet har Thomas Dambo ønsket at bringe kunsten udenfor museets rammer, vise de mange smukke og oversete naturområder rundt på Københavns Vestegn og samtidig give en spændende og anderledes oplevelse. Og det lykkedes til fulde.

De glemte kæmper

I søndags var det Mors Dag og selvfølgelig var det mig, der skulle bestemme dagens aktiviteter. Jeg ville gerne finde på noget vi alle ville synes var sjovt, noget hvor vi kunne være udendørs i det skønne vejr, noget som var lidt mere intimt og roligt end en forlystelsespark og noget som Luna også kunne være med til. Og så var det, at jeg kom i tanke om De Glemte Kæmper, som vi længe har snakket om at finde.

Med en pakket madkurv og Thomas Dambos skattekort på telefonen begav vi os ud i den smukke natur på Vestegnen på jagt efter Glemte Kæmper.

På jagt efter de glemte kæmper

Vi startede hos Sovende Louis i Rødovre. Han ligger godt gemt i et grønt område mellem stadion og campingpladsen. Børnene kan kravle rundt ovenpå ham eller gå gennem hans mund og ind i maven hvor der er en hule. Eva kravlede som det første op for at se om han havde ørevoks i øret. Det havde han, sagde hun.

De Glemte Kæmper Sovende Louis

Næste stop er egentlig Bakke Top Trine, som sidder på Avedøresletten. Hende besøgte vi sidste år, da Quark NaturCenter holdt et event i forbindelse med Naturens Dag. Pigerne var ellers vilde med at klatre på hende og sidde i hendes hænder, hvor der er god udsigt over sletten. Men vi besluttede at springe hende over i denne omgang.

De Glemte Kæmper Bakke Top Trine

I stedet kørte vi til Ishøj, hvor Oscar Under Broen befinder sig. Her sidder han klar til at springe op, hvis nogen tramper på broen. Oscar kan børnene også kravle rundt på. Og så kan man soppe lidt i det lave, klare vand ved hans fødder på en varm dag, som det var i søndags. Området indbyder til picnic og vi fandt endda en legeplads i nærheden.

De Glemte Kæmper Oscar Under Broen

Efter Ishøj kørte vi til Vallensbæk for at finde Lille Thilde. Hun står i skoven og kigger ud over Vallensbæk mose. Inden jagten gik ind, bredte vi vores picnictæppe ud og spiste madpakker i skyggen af et træ ved mosen. Det var så skønt at sidde der og kigge på svaner, som roligt sejler rundt på vandet. Man kan ikke kravle på Lille Thilde, som på de andre kæmper, men man kan godt sidde på hendes hale. Lille Thilde har 28 fuglehuse skjult på sin krop. Sejt, synes vi!

De Glemte Kæmper Lille Thilde

Den femte kæmpe ligger i Albertslund og nyder udsigten. Han hedder Thomas på Bjerget. Da vi var hos Lille Thilde nåede jeg lige at tænke, at det var flot at alle kæmper stadig stod så fint og flot, som da de blev bygget. Det gjaldt ikke Thomas på Bjerget som har fået ødelagt mave, ben og tæer og fået maling i ansigtet. Det gjorde mig vildt ked af det, at nogle mennesker ikke kan lade være med at ødelægge andres ting.

De Glemte Kæmper Thomas på Bjerget

Sidste stop på turen var hos Teddy Venlig i Høje Taastrup. Hans ene arm danner en lille bro over åen, som løber ind i Hakkemosen. Selvom alle var trætte efter en lang dag, havde vi alligevel meget sjov med at løbe over broen. Især Luna havde en fest med at hoppe i det svalende vand for så at løbe op og ryste sig ved siden af os. Gentagne gange!

De Glemte Kæmper Teddy Venlig

Vi havde en helt fantastisk dag i jagten på De Glemte Kæmper og jeg kan kun anbefale jer at tage ud for at finde dem. Jeg er vild med hele idéen om bæredygtighed, natur og oplevelser. Og alle kæmperne er bare så fine og rare at se på.

Alle kæmperne er nogenlunde i nærheden af S-togsstationer, men jeg er ikke sikker på at man kan nå dem alle på en dag hvis man tager toget. Ihvertfald ikke hvis man har små børn med. Men så kan man jo planlægge at bruge en dag til hver kæmpe og tage madkurv med. Vupti, så er der allerede planlagt 6 skovture i løbet af sommeren 🙂

Vestegnen

Da jeg startede med at skrive, ville jeg have lavet en guide til hvordan man nemmest finder de 6 kæmper og hvor det er nemmest at parkere. MEN det tager bare lidt af det sjove af sådan en skattejagt. Det var nemlig noget af det sjove på vores tur, at vi ikke havde en adresse at taste ind i GPS’en og kun et – ikke helt præcist – kort, så vi ikke vidste hvor vi skulle starte med at lede. For pigerne var det sjovt at løbe ind i krat, over bakker og mellem træer for at lede. For selvom kæmperne er, ja!, kæmpe store, så gemmer de sig alligevel lidt.

En enkelt anbefaling vil jeg gerne give. Hos Thomas på Bjerget kan man parkere lige ved Kongsholmsparken. Herfra kan man på lang afstand se det, der ligner den eneste og mest naturlige vej op på bjerget. Det er det ikke ikke. Der er andre veje op!  (opdagede vi, da vi havde aset og maset for at komme op 🙂 )

GemGem

Malene

3 comments on “På jagt efter De Glemte Kæmper”

  1. Jeg vidste slet ikke de eksisterede. Hvor ser de bare imponerende ud!
    Tak for et fedt indlæg og tak fordi du ikke røbede skattejagten Nu skal jeg have familien med ud i naturen

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.