mad-til-mor.dk

I serien om skovture kan du i dag møde Line fra mad-til-mor.dk Jeg kender Line fra blognetværket Bloggers by Heart, som vi begge er en del af og jeg er vild med hendes blog og tilgang til måden at lave mad på. Hun formår at få sneget en masse sundhed ind i lækre retter og bruger madrester og (det andre ville se som) madaffald på en rigtig fin måde. Se bare hendes fiskelasagne, hvor hun har brugt juicepulp.

__________

Hej! Jeg hedder Line og jeg blogger ovre på mad-til-mor.dk Jeg har fået lov til at skrive et indlæg her hos Malene om, hvordan vi holder picnic i vores familie. Den består, ud over mig selv, af min mand Kristian og vores børn Osvald på 3 år og Selma på 1 år.

Jeg er for tiden meget inspireret af tankerne omkring simple living, downsizing og langsom livsstil. At forsøge at prioritere tid og ressourcer med det formål at opnå mere frihed, nærhed og harmoni i hverdagen. Konkret betyder det f.eks., at vi har valgt at bo i et hus med en dejlig og stor have. Til gengæld besøger vi sjældent attraktioner med entré. I stedet smører vi madpakker og holder picnic i haven eller bruger f.eks. skoven, stranden eller andre naturområder som udflugtsmål. Og ungerne synes, at det er smadderhyggeligt med tæpper, madkurve og termoflasker – også selvom vi kun har bevæget os 5 meter væk fra terrassedøren.

Pizasnegle

I det følgende deler jeg en opskrift på hjemmelavede pizzasnegle, som altid er et hit hos både store og små (at bruge ordet “pandekage” eller “pizza” om en ret er generelt en garant for succes hjemme hos os…). 

Sneglene er bagt med fuldkornsmel og en hel del grøntsager. Fyldet kan varieres i det uendelige. Lad gerne både kød- og grøntsagsfyldet bestå af rester fra andre måltider. F.eks. en stegt kyllingefilet eller en hakkebøf. Da jeg lavede portionen her, havde jeg en rest hvidkål liggende i køleskabet, så det blev den, jeg puttede på. Andre alternativer kan være porrer eller knoldselleri. Rodfrugter og kartofler smager også virkelig godt i sneglene, men kog dem evt. til de er lige akkurat møre, inden du putter dem på. Så slipper du for at bekymrer dig om, hvorvidt de når at blive tilberedte under bagningen.

Jeg bruger muffinforme, fordi det gør, at sneglene holder på faconen. Men du kan sagtens udelade dem og bare lægge sneglene direkte på en bageplade med bagepapir.

Det skal du bruge – til 15-20 hjemmelavede pizzasnegle

  • 20 g gær
  • 1 dl koldt vand
  • 1 dl kogende vand
  • 1 dl A38 eller andet surmælksprodukt
  • 0,5 tsk salt
  • 0,5 dl olie
  • 1 æg
  • 200 g fuldkornshvedemel
  • 400 g hvedemel
  • 3 spsk creme fraiche, skyr eller lignende
  • 4 spsk pikantflødeost (eller en anden smagsvariant)
  • 150 g hvidkål
  • 0,5 squash
  • 120 g pepperoni, skinke eller lignende
  • Evt. en kvist frisk basilikum, rosmarin eller oregano

Desuden: 

  • 15-20 store muffinforme
  • 1 æg til pensling

Pizzasnegle

Sådan gør du

Bland koldt vand, kogende vand og A38 og udrør gæren heri, når det er lillefingervarmt

Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hele godt sammen

Sæt dejen til hævning et lunt sted i en times tid, til den har fået dobbelt størrelse

Efter tre kvarters hævning kan du begynde at forberede fyldet

Rør creme fraiche og flødeost sammen

Snit, hak eller riv hvidkålen fint

Skær squashen i helt tynde strimler

Rul dejen ud i en firkant på ca. 35×45 cm

Smør flødeostecremen ud over hele firkanten

Fordel hvidkål, dernæst pepperoni og til sidst squash samt evt. friske krydderurter på pizzaen

Pizzasnegle

Rul dejen sammen som en roulade og skær den i skiver, der er en lille cm tykke

Fordel 15-20 muffinforme på en bageplade, smør dem med olie og læg en snegl i hver form

Pizzasnegle

Lad sneglene efterhæve i ca. 15 minutter, pensl dem med æg og bag dem ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter.

Pizzasnegle

Det kan være virkelig svært at fotografere sin mad, når der er små pilfingre til stede!

Pizzasnegle

mad-til-mor.dk kan du finde mange flere opskrifter på mad, der er god at til at tage med på tur, nemme hverdagsretter, bagværk og sunde salater.

__________

I næste uge kan du glæde dig til at møde livsekspert Kira fra frøkenleth.dk som blogger om sin hverdag fra sit dejlige hus på Fyn.

Hvis du også har lyst til at dele en historie om din skovtur med opskrift på mad og drikke, yndlingssted, sjove aktiviteter, skovturstraditioner eller lignende, så send mig en mail på heltoptilmaanen@gmail.com

Jeg vil med glæde dele dine gode tips 😊

Malene

2 comments on “På skovtur med Line fra mad-til-mor.dk”

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.