Pakkeliste til safari i Afrika

Vores bagage til safari i Afrika var noget af det sværeste bagage jeg har pakket. Rejsen var noget anderledes end noget vi har prøvet før, så det var med krydsede fingre at taskerne blev fyldt. Jeg har lavet denne pakkeliste til safari i Afrika til dig der skal afsted, måske for første gang. Jeg håber, at du kan bruge mine tips og erfaringer.

Jeg kan godt afsløre, at der ikke er grund til at gå ud og investere i safaritøj og andet udstyr, som bare vil ende med at samle støv bagerst i skabet efter ferien. Det eneste jeg ville ønske, at jeg havde købt – som Nat var så smart at gøre – var et par bukser, som kan lynes af til shorts. De er altså smarte og anvendelige på en tur som denne.

Med børn i Kenya

Tips til at pakke til safari

Lad den store hard shell kuffert blive hjemme og pak dine ting i en backpacker rygsæk eller en duffelbag. Hvis du skal flyve til nationalparkerne er store kufferter ikke tilladt. Og selv hvis du skal køre i safaribil, er der ikke ubegrænset plads i bagagerummet.

Farven på dit tøj er som udgangspunkt ligegyldigt. Alligevel vil jeg anbefale at undgå hvidt, da det sjældent vil være hvidt ret længe pga. støv. Og sort, som tiltrækker de bidende tsetsefluer. Undgå også camouflagefarvet. Det er forbeholdt militæret og ikke velanset mange steder i Afrika.

Spar på pladsen i bagagen ved at vaske tøj undervejs. De fleste lodges har vaskeservice, hvor du kan få vasket dit tøj ret billigt. Vi medbragte vaskepulver og vaskede tøj i håndvasken.

Pakkeliste til safari i Afrika

Her er mine anbefalinger til hvad du skal pakke til en safaritur.

Tøj

  • Lange bukser
  • Trøje, gerne en god varm hoodie
  • Langærmet bluse
  • Shorts
  • T-shirts
  • Undertøj
  • Strømper
  • Tørklæde. Godt til både at varme lidt og til at beskytte mod det værste støv.

Sko

  • Lukkede vandresko eller sneakers
  • Sandaler
  • Klipklapper

I toilettasken

  • Tandpasta
  • Tandbørste
  • Balsam, hvis der er langhårede i flokken.
  • Solcreme
  • Myggespray
  • Immodium
  • Håndsprit
  • Kløestillende creme
  • Malariapiller
  • En lille førstehjælpstaske med plaster, desinfektionsservietter, panodil, pincet

Alt det uundværlige

  • Et godt kamera med godt zoom. Uanset hvor godt kamera du har på din telefon, så er det ikke godt nok på en safari.
  • Ekstra batteri
  • Ekstra memorycard
  • En adapter. – Nogle steder kan du være heldig at du kan bruge dit europæiske stik, men de fleste steder får du brug for en adapter.
  • Powerbank
  • Kikkert, helst en til hver person, men i hvertfald til hver af børnene.
  • Lommelygte til at finde til og fra dit telt om aftenen.
  • Kontanter, både amerikanske dollars og kenyanske schilling til drikkepenge til guider, tjenere og andet servicepersonale.
Afrikas savanne

Hvad skal du tage med på game drives?

Et game drive er der hvor du kører rundt på savannen og kigger på vilde dyr. Nogle ture tager et par timer og nogle tager hele dagen.

Især om morgenen og til dels om aftenen kan det blive ret køligt. Jeg anbefaler derfor flere lag tøj, så du altid kan tage noget af eller på efter temperaturen. 

Børnene kan godt have brug for at tune lidt ud fra alle indtrykkene på savannen, så medbring lidt underholdning til dem. Men glem alt om at tegne eller læse bøger. Det er noget nær umuligt, når man hopper rundt i sædet på de ujævne veje. For os virkede det fint med en tablet. Et afsnit af deres yndlingsserie og så var de klar til at se på vilde dyr og smuk natur igen.

Jeres guide vil altid have vand i bilen og madpakker med, hvis I er på game drive henover frokost. Men det er en god idé med lidt snack i tasken, hvis I skulle blive sultne. Især hvis der er børn med. En pakke knækbrød medbragt fra Danmark kan være en stor hjælp. Og ellers er der mange muligheder for at købe lækker frisk frugt langs vejene udenfor nationalparkerne.

I rygsækken

Medbring en rygsæk eller mindre taske, som du kan have med på game drives. Selvom du måske er på vej til den næste nationalpark og har al din bagage med, er det ikke sikkert, at det er muligt at komme til det, da man af sikkerhedsårsager ikke må forlade bilen på savannen. Ikke engang for at gå om til bagagerummet.

Så sørg for at du har det du skal bruge i kabinen, fx:

  • Tørklæde
  • Trøje
  • Snacks
  • Myggespray
  • Kamera
  • Kikkerter
  • Tablet
  • Høretelefoner
  • Powerbank
  • Oplader
  • Førstehjælpstaske – bare for en sikkerheds skyld
Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Del på pinterest
Pinterest
Del på email
Email
Del på print
Print

xoxo Malene

Husk at gemme guiden på Pinterest og følg gerne mine opslagstavler for meget mere inspiration.

Skriv en kommentar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll til toppen