Vores to uger hos familien i Western Australia er slut og vi er på vej videre på eventyr. Om ikke så længe er vi midten af Australien. Helt derinde hvor jorden er rød og hvor temperaturen stiger til godt over 40 grader.
Vores tid i Western Australia har været helt fantastisk. Jeg har en stor familie, som tæller over 40 af de nærmeste og alle har de været med til at give os oplevelser, som vi sent vil glemme. De har sørget for, at vi har set både koalaer, kænguruer, delfiner, edderkopper og de har vist os smukke steder i og omkring Perth, både turiststederne og alle de steder som rigtige Aussies kommer. De har serveret lækker australsk mad og de har kørt os rundt til alle seværdigheder.
Vi er dybt taknemmelige for alle de oplevelser vi får med os. Selvom jeg er ked af at forlade familien og Western Australia, så er jeg glad for at vi nu har endnu flere rejeoplevelser i vente og ikke skal hjem til Danmark endnu.
Et par af højdepunkterne
Vi har hilst på både rigtige kænguruer og de lidt mindre wallabies og vi har endda fået lov til at klappe og ae til stor fornøjelse for pigerne.
Lea fangede nytårsmorgen sit livs første fisk. Den blev dagen efter røget sammen med alle de andre fisk vi fangede den dag.
Vi var ude og sejle på min morbrors båd, hvor vi fangede store fine krabber, som min kusine serverede til aftensmad, sammen med cray fish og de lækreste dips.
Vi har besøgt Rottnest Island. En lille ø udenfor Fremantle, hvor man kan se quokkas, som ikke lever andre steder i verden.
På havnen i Fremantle fandt vi mormor mellem navnene på de tusindvis af mennesker som for mange år siden ankom med skib til Australien, for at starte et nyt liv.
Pingback: Smukke Rottnest Island - quokkaernes hjem - Helt op til månen
Pingback: Fremantle, Australiens hyggeligste havneby - Helt op til månen
Pingback: Alice Springs – Storbyen midt i Australiens outback - Helt op til månen