svanekøkken

Vi har nu boet ovenpå i 4 uger og vi er langt fra færdige med ombygningen. Jeg håber, at jeg har ret, når jeg siger, at vi er mere end halvt færdige, i hvert fald med køkkenet. Men jeg har i virkeligheden ingen anelse om, hvor lang tid det kommer til at tage endnu.

Status er, at der er sat nyt loft op, væggene er filtet og malet, et vindue er skiftet, der er lagt gulvvarme ned og støbt ovenpå og køkkenet er leveret. Umiddelbart lyder det jo tæt på færdigt. Men vi er stødt på lidt uforudsete udfordringer med nogle vandrør, som skal skjules i væggen. Og så har de enkelte faggrupper ikke været så gode til at koordinere deres arbejde. Det betyder, at der er blevet filtet og malet fint omkring stikkontakter, som skulle sløjfes og rundt om de vandrør, som stak ud af væggen. Men det bliver fikset og de har lovet, at det nok skal komme til at se fint ud.

Loftet er helt færdigt og det ser rigtig fint ud, især i forhold til det mørke træloft vi havde før.

status køkken

Tidligere på ugen blev vi forvist fra vores hus i et par dage og måtte overnatte hos min søster, mens der blevet støbt gulv. Da vi kom hjem, var pigerne meget begejstrede og synes at vores nye gulv, var det flotteste de nogensinde havde set. Vi nænnede næsten ikke at sige, at det ikke ville se sådan ud længe.

status køkken

Der er også sat nyt vindue i. Jeg glæder mig over, at vi har fået et vindue, der kan åbnes. Det gamle var en stor rude, uden mulighed for at åbne.

Her er væggen, som skal være helt bar, uden skabe eller køkkenbord. Vi skal have et fritstående køleskab, men det kommer ikke til at dække kontakter og vandledning, så de skal selvfølgelig skjules.

Selvom vi hygger os mens vi bor på meget mindre plads, så glæder jeg mig vildt til køkkenet er færdigt. Til at få mere plads. Til at have plads til vores ting. Og til at kunne lave noget rigtigt mad igen. Det kribler i fingrene for at eksperimentere med nye opskrifter.

Malene

1 comment on “Status på projekt ‘Nyt køkken’”

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.