Nat og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk forlænget weekend i Rom. Det er en af de bedste ture vi har været på. Rom er virkelig storslået.

Rom

Pigerne har været hos mormor og morfar. Og selvom vi har savnet dem, så har de haft det langt sjovere end nogen af os ville have haft det, hvis de havde været med. For det første ville de synes, at det var kedeligt at se kirker og museer. Og for det andet ville Nat og jeg havde haft for travlt med at holde øje med dem til at kunne nyde seværdighederne. Rom er et mylder er mennesker og trafikken er et kapitel for sig! Eva og Lea er stadig for små til at forstå de historisk vigtige steder, som Rom har at byde på. Men når de er store nok, skal vi helt sikkert afsted igen, sammen med vores børn.

Rom

Nat og jeg er heldigvis meget ens, når det handler om at opleve ting og vi elsker at rejse sammen. Vi tager også på afslapningsferier, men når det kommer til steder med så mange seværdigheder som Rom har at byde på, så vil vi hellere nå så meget som muligt end at sove længe. Og med kun halvanden dag i Rom vidste vi, at vi måtte planlægge lidt.

Nat var i Rom for flere år siden med sine forældre, men nåede ikke Colosseum, fordi der var lukket da de nåede dertil. Vi brugte derfor lidt tid på at undersøge åbningstider og reservere billetter og planlagde ud fra det. Og det var helt perfekt, for vi nåede alt hvad vi havde bestemt os for, uden at stresse og med masser af tid til at slappe af og nyde dejlige italienske restauranter.

Rom

Vi ankom til Rom torsdag eftermiddag på en dag hvor den offentlige transport strejkede. Det sker åbenbart jævnligt, men bliver altid annonceret i forvejen. Det tog os derfor lidt at komme til hotellet med taxi, da trafikken var vanvittig. Vi tjekkede ind på hotellet kl. 15 og tog straks ud i byen og nåede både Pantheon, Den Spanske Trappe, trevi-fontænen og en skøn tre-retters menu på en lækker restaurant, uden at vi på noget tidspunkt skyndte os.

Pantheon

Pantheon blev bygget for næsten 2000 år siden, som et tempel for alle guder. Og det er et ret imponerende bygningsværk.

Pantheon

Den Spanske Trappe

Ved toppen af trappen ligger kirken Trinità dei Monti og foran den er der en smuk udsigt over Roms tage.

Den Spanske Trappe

Rom

Trevi-fontænen

Vi ankom til Trevi-fontænen først på aftenen og nåede både at se den i dagslys og ved skumringstid, da lysene blev tændt. Det er en virkelig smuk fontæne, men alt det romantiske ved den, blev lidt ødelagt at hundredevis af mennesker, som asede og masede for (forståeligt nok) at tage smukke billeder. Vi kom aldrig tæt nok på til at kaste mønter i fontænen, som legenden ellers siger, at man skal. Jeg håber dog, at vi kommer til Rom en anden gang alligevel.

Trevi-fontænen

Colosseum

Vi ankom til Colosseum næste morgen lidt over 8. Vi havde heldigvis reserveret billetter og gik derfor lige forbi den lange kø, der allerede var opstået. Vi brugte en lille times tid i Colosseum og vi føler selv at vi fik det hele med.

Colosseum

Forum Romanum

Efter Colosseum gik vi over til Forum Romanum, hvor vi gik rundt et par timer og kiggede på ruiner af fortidens vigtigste bygninger og fornemmede stedets fordums storhed.

Forum Romanum

Vatikanet

Vi tog metroen til Vatikanet og havde god tid til frokost, inden vi gik ind i museet kl 13. Vi havde igen reserveret billetter hjemmefra og det var vi glade for, da vi hørte, at ventetiden i køen på det tidspunkt var på 4 timer. Museerne rummer virkeligt mange smukke kunstværker. Virkelig mange!

Vatikanet

Vi nåede til Peters-kirken sidst på eftermiddagen, men der var kø hele vejen rundt om Peters-pladsen for at komme ind i kirken. Selv nonnerne måtte stå i kø for at komme ind. Vi orkede ikke køen på det tidspunkt, så vi besluttede os for at springe den oplevelse over og i stedet tage ud og spise. Kirken er nu også smuk udefra.

Peters-kirken

Vi sluttede dagen med en lækker middag og tog tidligt tilbage på hotellet. Næste dag skulle vi tidligt op, for at tage på en guided tur til Pompei. Den oplevelse kan du læse mere om senere.

Malene

3 comments on “Fantastisk kærestetur til Rom”

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.