Efter bare små to timer i fly fra København ankommer man til Luxembourg. Det smukke lille land i hjertet af Europa er virkelig et besøg værd.

Luxembourg grænser op til både Tyskland, Frankrig og Belgien og er et af de mindste lande i verden, så det er ikke uoverskueligt at se hele landet på én ferie.

I Luxembourg på solo-miniferie

Pigerne ville gerne holde ferie hos mormor og morfar den første uge af skolernes sommerferie. Nat skulle til konference i Luxembourg, så jeg besluttede mig for at tage med ham. Godt nok havde han lange arbejdsdage, men jeg havde det helt fint med, at skulle være turist på egen hånd.

Luxembourgs gamle by

Vi landede i Luxembourg sidst på formiddagen og Nat skulle allerede møde på arbejde kl. 14, så jeg besluttede at bruge eftermiddagen i Luxembourgs gamle bydel.

Fra vores hotel gik det stejlt nedad mod byen. Jeg måtte igennem skovstier og små snørklede veje, for at komme frem, men jeg var nærmest blæst bagover af den smukke udsigt over byen.

Stejl gade i Luxembourg
Smukke Luxembourg

Byen er i mange forskellige niveauer med 170 meter fra laveste til højeste punkt. Imellem alle de gamle huse dukker stejle klipper, gamle bygningsværker og flotte tårn op og får en til at tænke på at Disney’s Magic Kingdom må være inspireret herfra.

Bock Casemates

I den gamle by besøgte jeg Bock Casemates, som er hemmelige gange i den gamle borgruin, som engang har huset en masse soldater. Det var en spændende oplevelse at gå rundt i de, engang, skjulte gange. Bock Casemates er 24 km lang. Der er masse små rum ved de lange gange og virkelig mange trapper. Det er nemt at fare vild derinde og der er ikke ret mange skilte, der viser hvor udgangen er. Til gengæld er der den smukkeste udsigt over byen fra de små vinduer.

Bock Casemates
Trapper i Bock Casemates

Luxembourg City

Dagen efter gik jeg en tur i centrum af Luxembourg City, hvor der er masser af shoppemuligheder og et mere moderne storbyudtryk. Jeg endte dog i den gamle by igen, som jeg fandt langt mere interessant.

På grund af niveauforskellene i byen, er der flere muligheder for at tage en elevator, så man slipper for at gå på de stejle veje. Bl.a i det byhistoriske museum, som har en kæmpe elevator med plads til 65 mennesker.

Eller glaselevatoren som er bygget på en klippeside. Der er en fantastisk udsigt over dalen derfra.

For en endnu vildere udsigt kan man tage en tur op i byens roterende udsigtstårn, som lige er åbnet i 2019. Det er. verdens højeste udsigtstårn og udsigten er virkelig spektakulær.

Udsigt over Luxembourg

Kirchberg

Tredje dag var jeg i den nyeste bydel Kirchberg. Bydelen er meget moderne med shoppingcenter, restauranter og banker på stribe. Der er hele 150 banker fra hele verden, som har filialer i Luxembourg.

Chateau de Vianden

På min sidste dag i Luxembourg tog jeg en bustur til Chateau de Vianden i den nordlige del af landet, velvidende at jeg højst sandsynligt ikke ville kunne nå mit fly hjem.

Ret tosset… Men jeg ville så gerne se det slot. Og det var også virkelig storslående. Det er et af de største og ældste slotte i verden, som nu er genopbygget og restaureret.

Chateau de Vianden

Slottet ligger på en bjergtop med den fineste lille idylliske by for foden af bjerget.

Jeg måtte tage en taxa fra Vianden for at nå mit fly. Og jeg nåede det! Og kunne komme hjem til pigerne og tilslutte mig ferien hos mormor og morfar.

Luxembourg

Jeg kan klart anbefale en tur til Luxembourg. Der er virkelig smukt med en god blanding af virkelig gammelt og meget moderne byggeri. Luxembourg City er storby i en størrelse man kan overskue. Den rummer så meget historie.

Resten af landet byder på smuk natur og masser af middelalderlige slotte. Og så er landet ikke større end at man (næsten) kan nå det hele på en enkelt ferie.

Udsigt over Luxembourg

Malene

1 comment on “I Luxembourg på solo-miniferie”

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.