Et af de bedste minder fra tidligere ferier i Australien er Serpentine Falls. Denne gang nåede vi ikke at tilbringe så meget tid der, som jeg kunne have ønsket. Men vi var alligevel lige kort forbi for at se stedet.


Serpentine National Park har et stort picnicområde hvor man kan nyde sin medbragte mad. Der er også mulighed for at grille på de opstillede grille. Og bliv ikke overrasket over at få besøg ved bordet af en af de lokale. Kænguruerne ved nemlig godt, hvor der er godt at være og de færdes roligt mellem parkens gæster, i håb om at der falder lidt mad af.
Ved picnicområdet er der både toiletter og legeplads.

Serpentine Falls ligger inde i Nationalparken. Parken er fuldt af dyreliv og smuk natur. Og så er der selvfølgelig vandfaldet og dammen, hvor folk kommer fra nær og fjern for at svømme og blive kølet lidt ned.
Det koster 13$ pr. bil at komme ind, men så kan man også blive hele dagen. Parken er åben hver dag fra 8.30 til 17. Der bliver hurtigt fyldt op, så kom i god tid.

