Reklame i samarbejde med DestinationBornholm. Der findes virkelig mange gode børnevenlige spisesteder på Bornholm. Vi har selvfølgelig ikke prøvet dem allesammen, men vi vil gerne give vores anbefalinger til de steder, vi har prøvet.

Børnevenlige spisesteder på Bornholm

En af de ting jeg er vild med på Bornholm, er alle de hyggelige og personlige spisesteder. Om det er ved stranden eller havnen, i de små gader eller på en kro længere væk fra kysten, kan man mærke lysten til at levere noget særligt. Det giver en helt speciel stemning og atmosfære.

Læs også: Vores weekend på Bornholm

Røgerier

Man skal ikke snyde sig selv for at spise på et af Bornholms røgerier. Røgerierne er indbegrebet af Bornholm og de serverer alle de lækreste retter med fisk og skaldyr. Den mest berømte ret er ‘Sol over Gudhjem’ som er en røget sild, serveret med rugbrød, purløg og æggeblomme.

Der er 10 røgerier på Bornholm og du kan finde dem i Rønne, Svaneke, Gudhjem, Allinge, Nexø, Snogebæk, Hasle og Aakirkeby. Det kan anbefales at bestille bord for røgerierne er noget af et tilløbsstykke ved spisetid. Husk også at tjekke åbningstider. Det er ikke dem alle, der har åbent hele dagen, hvis det er lidt udenfor højsæson.

Vores første måltid på Bornholm var på et røgeri, fordi vi slet ikke kunne vente med at sætte tænderne i alt det gode fra havet. Man kan sagtens tage ud at spise med børn på røgeri, selvom de ikke er fiske-fans. Der er masser af andre lækkerier på buffeten.

Eva: Det smagte dejligt, men jeg synes de røgede rejer var lidt underlige. Laksen smagte bedst.

Lea: Lækker lækker. Vi sad udenfor, men det var lidt koldt. Det var sjovt at lege på stenene.

Røgeri på Bornholm
Mad fra røgeri

Dideriks Veranda

Dideriks Veranda er den hyggeligste lille café og brugskunstbutik, som ligger i Sandvig i forbindelse med Hotel Sandvig Havn. Man kan nyde sin mad på verandaen, i gårdhaven eller i de fine små stuer, hvor der er udsigt over Hammerknuden. Caféen holder bl.a forfatteraftner, strikkeklub og af og til er der også live musik.

Vi havde bestilt en frokost, som vi havde med på vores tur i Almindingen og det var en ualmindelig lækker picnickurv, vi fik med på den tur. Der var alt hvad vi skulle bruge; tallerkner, bestik, glas, oplukker, servietter, skraldeposer og et picnictæppe.

Vi havde bestilt 4 forskellige sandwiches og 4 forskellige most, så vi kunne smage lidt af det hele. Personligt har jeg svært ved at vælge den bedste sandwich, for de var alle sammen rigtigt gode.

Udover sandwich var der også mini-berlinere, brownies og chips i kurven.

Eva: Bedste sandwich og bedste kager. Jeg vandt berliner-konkurrencen. (Vi lavede en dyst om, at man ikke måtte slikke sig på læberne, mens man spiste sin berliner.)

Lea: Ej, det var så hyggeligt at være på picnic. Jeg smagte alle sodavanderne.

Dideriks Veranda
Børnevnelige spisesteder på Bornholm. Dideriks Veranda

Pandekagehuset

Pandekagehuset i Gudhjem ligger helt i top på børnevenlige spisesteder. Ejeren Gustav står selv i køkkenet og bager de lækreste sprøde pandekager, som kan fås med lige det fyld man ønsker sig. Portionerne er store og man kan sagtens blive mæt af en enkelt pandekage, selvom det er meget fristende både at få pandekager til hovedret og dessert.

Nat, Eva og jeg smagte pandekager med skinke og ost, kylling og bacon og oksekød som alle var rigtig lækre. Lea havde set, at der var pandekager med chokolade, så det var det eneste hun havde lyst til.

Pandekagehuset er et rigtig hyggeligt sted. Der er fint og flot indenfor og når vejret er godt kan man sidde i den hyggelige gårdhave, som ligger ud til vejen.

Eva: Pandekagen var så lækker. Jeg kunne godt spise to.

Lea: 100 point til chokoladepandekagerne.

Pandekagehuset
Børnevenlige spisesteder på Bornholm. Pandekagehuset

B’s Fiskeværksted

Lørdag aften havde vi bestilt bord på B’s Fiskeværksted, som ligger så smukt på havnen i Svaneke. Vi sad udenfor, så vi havde udsigt over havnen og den lille sandstrand, der er lavet i forbindelse med restauranten.

Der er sat strandstole op i sandet. Det er et perfekt sted at sidde og nyde kaffen eller slå mave efter man har spist.

Vi havde alle 4 lyst til fish n’ chips og det smagte fantastisk. Selvom portionerne var store, så spiste vi alle sammen rub og stub.

Eva: Det var de bedste fish n’ chips. Faktisk lige så gode, som når du laver det, mor.

Lea: Jeg elsker fiskechips. Der var en strand på restauranten. De var lidt sjovt.

B's Fiskeværksted
Ud at spise med børn på Bornholm. B's Fiskeværksted

Restaurant Brøddan

Restaurant Brøddan ligger på en stejl gade i Gudhjem med smuk udsigt over østersøen. Brøddan betyder faktisk ‘vej der løber på en stejl bakke’ på bornholmsk, så navnet kunne ikke passe bedre. Det går virkelig stejlt opad, når man kommer nede fra havnen.

Restauranten er at godt sted at tage hen og spise med børn. Den er virkelig børnevenlig med børnehjørne og tag-selv is. Det er altid populært, når man har børn med. Derudover er det eneste på menukortet buffet og take-away pizza. Det er da til at overskue. Buffeten var virkelig lækker med fiskeretter, flere forskellige slags kød og kartofler og mange salater.

Eva: Der var is og flæskesteg. Det smagte dejligt.

Lea: Man kunne lege og jeg fik en ny ven. Og der var is. Man kunne bare selv tage den man ville.

Restaurant Brøddan
Børnevenlige spisesteder. Restaurant Brøddan

Gudhjem speciel

Der skal selvfølgelig også være plads til is på en ferie. Hos Gudhjem Speciel, som ligger på havnen i Gudhjem, kan man få Danmarks største is. Og den var stor! Jeg er ihvertfald glad for, at vi var 4 om at dele den. Jeg kan ikke anbefale at spise den som dessert efter et stort måltid. Med mindre I er mange om at dele.

Danmarks største is er en kæmpe vaffel fyldt med softice, 6 kugler, krymmel, guf og flødeboller. Og for at det ikke skulle være nok, er der en ekstra mindre vaffel med softice og krymmel på toppen. Vi fik 4 skeer med og så gik vi i krig. Vi gav den et godt forsøg, men vi måtte alligevel give op inden der var spist op.

Eva: Det var vist verdens største is. Jeg har aldrig set sådan en stor is.

Lea: Den var perfekto. Vi kunne ikke engang spise det hele. Men det var sjovt at dele.

Børnevenlige spisesteder på Bornholm. Danmarks største is

Har du nogle tips til virkelig gode børnevenlige spisesteder på Bornholm? Lad os høre, så vi har nogle anbefalinger til næste gang turen går til Bornholm.

Malene

3 comments on “Børnevenlige spisesteder på Bornholm”

  1. Fiku miku på Nexø havn er super lækkert. Bonalâs i svaneke har øen bedste pizzaer. Hasle camping har en super buffet med kæmpe legeplads til.

Skriv et svar

You have to agree to the comment policy.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.