Siden Eva startede i SFO sidste år og begyndte at skulle have madpakke med, har vi jævnligt bagt små snackboller til hendes formiddagsmad.
De er helt perfekte til hendes formiddagsmad, hvor hun ofte får to, sammen med et stort stykke agurk, nogle gulerodsstave eller lignende. De er gode til at stille den lille sult, uden at være et helt måltid. Og så er de nemme at tage med, hvis det ikke kan gå hurtigt nok med at komme ud på legepladsen i frikvarteret.

De her snackboller er med rugmel, så de mætter på en god måde. Og så er de helt uden sukker. Eva har selv valgt at blande skinke og ost i dejen, så de får en god smag.
Du skal bruge
5 dl vand
25 g gær
1 tsk salt
2 spsk olivenolie
125 g rugmel
200 g revet ost
200 g skinkestrimler
Ca. 500 g hvedemel
Æg eller mælk til pensling
Sådan laver du små snackboller
Rør gæren ud i lunkent vand.
Tilsæt salt og olivenolie.
Tilsæt rugmel og rør til det er helt gennemvædet.
Tilsæt ost og skinke.
Tilsæt hvedemel lidt af gangen, mens du ælter det godt igennem.
Sæt dejen til hævning et lunt sted med et rent klæde over i 1,5 time.
Form små boller på størrelse med bordtennisbolde og sæt dem på bagepapir på to bageplader.
Lad bollerne hæve igen i ca. 15 minutter.
Pensl med æg eller mælk og bag dem ved 200 grader i 8-10 minutter.

Vil du gerne lave mad sammen med dine børn?
Få gode råd til de små kokke, mine bedste tips til at få madmodige børn samt nemme og inspirerende opskrifter direkte i din indbakke.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så sender jeg straks mine egne børns yndlingsopskrifter.