Almindingen på Bornholm er, efter min mening, en af de smukkeste skove i Danmark.
Skoven er fyldt med flotte klipper og sprækker og er et oplagt sted at gå på opdagelse med børn. Der er et rigt dyreliv, så man kan altid finde diverse insekter, kigge på fugle, spotte flagermus eller måske få øje på et rådyr.
Jeg har endnu ikke været på ferie på Bornholm uden at bruge en dag i Almindingen. Og sådan er jeg sikker på at det fortsætter. Der er simpelthen så skønt og så meget at se.
Picnic i Almindingen
Vi har altid en madkurv med, så vi kan holde picnic et sted i Almindingen. De fleste gange har det været ved Ekkodalen. Her er masser af steder hvor man kan brede sit tæppe ud, eller sidde ved et af de mange borde og bænke.
På vores seneste ferie havde vi kun 4 dage på Bornholm og det var helligdag da vi kom, så de fleste butikker var lukkede. Vi blev derfor enige om ikke at handle for meget, men i stedet bestille en picnickurv. Den fik vi fra Dideriks Veranda og den var umådeligt lækker og kan anbefales.
Hvad kan man se
I den gamle skov kan man udforske og gå på jagt efter fortidsminder som bautasten, røser og gravhøje fra bronzealderen. Mange steder har sjove og særprægede navne som fx. Kohullet, Jomfrubjerget, Arnager-kællingernes frokoststen, Flagermusdalen og Orkanskoven.
Nogle af de steder, som jeg ikke synes man skal gå glip af på sin skovtur i Almindingen har jeg skrevet herunder. I skoven er der afmærkede vandreruter, som tager dig forbi de fleste af stederne, men husk alligevel at tage et kort med dig.
Ekkodalen – Den største sprækkedal i Almindingen. Vi plejer at parkere her og starte vores tur gennem skoven med at råbe mod klipperne. Hvem går med pelse? Hvad drikker Møller? Hvad giver prinsesser smerter?
Gamleborg – Oldtidsborg fra jernalderen. Den blev bl.a brugt som tilflugtssted for Bornholms borgere, når sørøvere hærgede.
Lilleborg – Ruinerne er det der engang var kongens borg. Den er opført i 1149. Måske endda før da.
Rokkestenen – Den kæmpe sten er landet i Almindingen efter at være skubbet af is i istiden for 14.000 år siden. Vi har døbt den ‘Den falske rokkesten’ fordi den ikke rokker længere. Den største rokkesten på Bornholm (som rent faktisk rokker) ligger i Paradisbakkerne.
Rytterknægten – Bornholms højeste punkt, som ligger 162 meter over havets overflade. Det er muligt at køre dertil i bil og også mulighed for parkering, hvis man vil starte sin skovtur derfra. Der er der ishus og toiletter.
Kongemindet – Et stort tårn på toppen af Rytterknægten til minde om Frederik VII’s besøg i 1851. Det er gratis at komme op og der er den flotteste udsigt over Bornholm og Almindingen fra toppen.
Rømers minde – Hans Rømer var skovridder i 1800 og fik styr på en skov, som var næsten borte efter at øens borgere og især Hammershus havde brugt den til brænde og som græsning for landbrugsdyr.