Forleden lavede jeg den nemmeste version af chicken pot pie. Kun med ingredienser, som jeg lige havde hevet ud af fryseren tidligere på dagen.
Siden nytår har vores aftensmad hovedsaligt bestået af tøm-fryseren-retter. Både for at få plads til nye varer, men også fordi jeg syntes, at det var tid til vask og afrimning. Og det er bare nemmere, hvis der ikke er alt for meget i fryseren.
Denne chicken pot pie er hovedsagligt lavet med en rulle butterdej, en pose grøntsager og en pakke hakket kylling. Så bliver det ikke meget nemmere. Jeg brugte en pose grøntsager med ærter, gulerødder, blomkål og broccoli, men du kan bruge lige den slags grøntsager du bedst kan lide.
Prøv også min opskrift på cheeseburgertærte eller den sunde tærte med havregrynsbund
xoxo Malene
Chicken pot pie

Alle ingredienser til denne chicken pot pie kan opbevares i fryseren, så du kan handle ind i god tid.
- Forberedelse15 min
- Tilberedningstid30 min
- Samlet tid45 min
- Antal pers.4
- KØKKEN
- Amerikansk
Ingredienser
- 1 rulle butterdej
- 250 g blandede grøntsager, gerne frosne.
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 500 g hakket kylling
- Salt og peber
- 1 tsk timian
- 25 g smør
- 2 spsk mel
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
Bred butterdejen ud på et skærebræt.
Læg tærteformen på hovedet ovenpå butterdejen og skær langs kanten, så du har et låg til tærten.
Smør tærtefadet og fordel resten af butterdejen i bunden og langs kanten af fadet.
Bag bunden i ca. 10 minutter ved 200 grader.
Kom grøntsager og bouillonterning i en gryde, dæk med vand og giv dem et opkog. Sæt gryden til side.
Smelt smørret i en anden gryde og pisk mel i.
Tilsæt vandet fra grøntsagerne en lille smule ad gangen, indtil du har en tyk sovs. Husk at smage den til.
Steg kødet på en pande og krydr med timian, salt og peber.
Hæld vandet fra grøntsagerne og bland dem med sovs og det stegte kød.
Læg hele blandingen i tærtefadet.
Læg butterdejslåget over og tryk kantene sammen.
Pensl med æg og bag tærten ved 200 grader i 20 minutter indtil overfladen er gylden.
Som tilbehør til chicken pot pie, kan du servere en salat, fx en nem broccolisalat, en bønnesalat eller en frisk melonsalat.

Husk at gemme opskriften på Pinterest og følg gerne mine opslagstavler for meget mere inspiration.
Ej, hvor er det alt for mange år () siden at jeg har fået sådan en tærte. De er ellers så lækre
Ja, de smager så godt. Du må have lavet en igen