For mig er maskeret blomkål fin som hovedmåltid, med et godt flute til, men jeg ved at mange foretrækker det som forret eller til frokost. Et mellemstort blomkål med tilbehør, kan sagtens mætte 4-6 personer.
Du skal bruge
1 blomkål
1 lille iceberg eller anden salat
200 g rejer
2 dl ærter
1 citron
10 cherrytomater
3 hårdkogte æg
1 rød snackpeber
Dressing
2 dl creme fraiche
1 spsk mayonnaise
Lidt citronsaft
Salt og peber. Brug evt. hvid peber, hvis du ikke kan lide at det kan ses.
Sådan laver du maskeret blomkål
Fjern bladene fra blomkålen og kog det i letsaltet vand i 10-12 minutter.
Lad blomkålen køle helt af.
Fordel finsnittet salat på et fad og læg blomkålen ovenpå.
Anret med halve cherrytomater, ærter, æggebåde, rejer, finthakket peber og citron i både eller skiver.
Rør alle ingredienser til dressing sammen og hæl lidt af det over toppen af blomkålen og server resten ved siden af.
Pynt evt. med lidt dild eller purløg og server med lækkert flute.