Mine børn elsker tapas. I den børnevenlige version. Det her med at få serveret en masse små retter, er vist et hit hos de fleste børn og voksne.
Tapas betyder låg på spansk og var oprindeligt en lille appetitvækker, som blev serveret ovenpå et glas vin for at holde insekter væk fra vinen.
Selvom tapas er spansk og traditionelt består af oliven, chorizo, calamares, aioli osv., så er tapasidéen adopteret af resten af verden og vi ser dem derfor serveret i mange afskygninger efterhånden. For mig personligt er tapas ikke længere et udtryk for ingredienser, men mere måden maden bliver serveret på.
Tapas for børn
- Hvidløgsstegte tigerrejer
- Cocktailpølser i baconsvøb
- Bøffelmozarella med lufttørret skinke
- Spyd med kød og grønt
- Halve stegte kartofler
- Halve æg, evt med fyld, som dem her
- Oste
- Frugt
- Gnavegrønt, som fx gulerodsstave, agurkestave, snackpeber, sukkerærter.
- Bruchetta med oliventapenade, artiskokcreme, tomatsalsa, skinkesalat, basislikumpesto, tomatpesto, laksetatar.
Læs også: Bruschetta – 3 idéer til lækre toppings
Vores opskrifter på tapas til børn
Hvidløgsstegte tigerrejer
Varm lidt olie på panden. Steg finthakket eller knust hvidløg og lidt paprika i olien. Kom rejerne på panden og steg et par minutter, mens du hele tiden vender dem rundt.
Cocktailpølser i baconsvøb
Pak hver cocktailpølse ind i en halv skive bacon og hold det fast med en tandstik. Steg dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, indtil baconen er sprød.
Mozarella med lufttørret skinke
Skær en kugle mozarella i mundrette størrelser. Pak hvert stykke ind i lufttørret skinke.
Oliventapenade
1 glas sorte oliven, 1 fed hvidløg og lidt olivenolie blendes eller hakkes fint.
Artiskokcreme
1 dåse artiskokhjerter drænes og blendes med et fed hvidløg og lidt citronsaft. Smag til med salt og peber.
Skinkesalat
200 g af en rest kogt skinke hakkes fint og blandes med 3-4 finthakkede cornichoner og vendes i en dressing af 1 spsk mayonnaise, 1 spsk creme fraiche, 1 tsk dijon sennep og lidt salt og peber.